New books



  



Hjælp gennem 100 år

Fra arbejdersamariter til ASF-Dansk Folkehjælp

Erik Stubtoft

ASF-Dansk Folkehjælp 2007, 224 s. ISBN 9788789435084

I hverdagen er de en god tryghed, når ulykken er sket. 3.500 danskere er medlemmer af ASF-Dansk Folkehjælp, og mange af dem kan yde den afgørende førstehjælp, når ulykken er sket på jobbet eller i fritiden.

31. juli 1907 blev ASF - Arbejdernes Samaritter Forening - stiftet efter en arbejdsulykke i Cirkusbygningen, hvor et stillads brød sammen, og flere arbejdere i nærheden blev kvæstet.

Med tiden blev arbejdersamaritterne et kendt folkefærd. På store arbejdspladser havde de kontor. Og til majmøder eller andre folkefester var arbejdersamaritterne parat til at hjælpe, når ulykken var ude.

I dagens Danmark er ASF-Dansk Folkehjælp synlige gennem et omfattende socialt arbejde med blandt andet ferietilbud til socialt dårligt stillede børn fra Danmark, men også fra udlandet, hvor organisationen gør sig gældende på mange fronter: nødhjælp ved naturkatastrofer, genopbygning af skoler, sundhedsprogrammer og støtteprogrammer for gadebørn samt minerydning er blandt de mange aktiviteter.

Efter katastrofen på atomkraftværket i Tjernobyl i 1986 har mange af de børn, som blev ofre, været på livgivende ferieophold i Danmark.

Ved jubilæet er Ib Jensen forbundsformand for arbejdersamaritterne på 16. år. Frem til 1997 havde man også en præsident. Sidste person med den titel var SiD's tidligere forbundsformand Hardy Hansen.

"Hjælp gennem 100 år" hedder den bog, som præsenterer fortid og nutid i den aktive hjælpeorganisation.