New books



  



Liberalisering, globalisering og faglige strategier i nordisk telekommunikation

Christina J. Colclough

Arbetslivsinstitutet 2003 136 s. (Working Life Research in Europe 2003:4)
Bogomtale fra forlaget.

Telekommunikationsbranchen i Norden har i løbet af de sidste 10 til 15 år gen-nemgået en rivende udvikling både hvad angår de økonomiske og konkurrence-mæssige konsekvenser af internationaliseringen af kapital- og tjenestemarke-derne, og hvad angår den teknologiske karakter af branchen. Fælles for de nordi-ske lande er, at tidligere statsmonopoler er blevet helt eller delvist privatiseret som følge af nationale og europæiske politiske beslutninger om en gennemgri-bende liberalisering af markedet. Den europæiske integrationsproces og indførel-sen af det indre marked i begyndelsen af 1990’erne, åbnede således op for en øget konkurrence mellem udbydere af teletjenester på de respektive nationale markeder, hvilket i alle landene har ført til en rationalisering og omstrukturering af branchen.
Samtidigt har den teknologiske udvikling medført, at grænsefladerne mellem telekommunikationsbranchen, medie- og underholdningsbranchen og IT-bran-chen er blevet mindre tydelige. Konvergensen mellem disse brancher kan ses på især tre områder; en teknologisk konvergens; en tjenestekonvergens og en mar-kedskonvergens, som tilsammen har stor betydning for den politiske regulering og faglige organisering indenfor det, der samlet set betegnes ICT-sektoren.1 Med andre ord har udviklingen i sektoren ført til en høj grad af kompleksitet i de poli-tisk-regulatoriske forhold, i konkurrenceforholdene og i de internationale og na-tionale arbejdsmarkedsrelationer.
Et fællestræk for de fire nordiske lande Sverige, Norge, Finland og Danmark er udviklingen i de nationalpolitiske strategier, som er gået fra at være statsinter-ventionistiske og protektionistiske til at være præget af en større international åbenhed og politiske rammestyring. Reguleringsgraden af markederne er i alle landene steget markant i takt med den øgede liberalisering, men overgangen fra statslige monopoler med direkte politisk styring til et system med konkurrence og en adskillelse af de tidligere tæt sammenvævede funktioner har ført til, at statens rolle i dag er at sikre de optimale rammebetingelser for de respektive nationale markeder.
Statens rolle i de fire nordiske lande er dog også varierende, idet det kun er i Danmark, at staten har solgt samtlige sine aktier i det tidligere monopol. Den norske stat ejer 80 procent af Telenor, den svenske stat ca. 70 procent af Telia og den finske stat ca. 60 procent af Sonera. De svenske og finske staters aktieandel
1 Betegnelsen ICT dækker over 1) produktionsvirksomheder og 2) servicevirksomheder indenfor informations og kommunikationsteknologiske erhverv. Under 2) hører tre hovedgrupper: ICT engroshandel, telekommunikation og ICT-konsulentvirksomhed. (kilde OECD).
er til dags dato ikke forandret i det nye teleselskab TeliaSonera, der er en fusion af de to selskaber. Staternes position som majoritetsaktieejere får selvsagt indflydelse på graden og typen af regulering af branchen, og på hvordan de forskellige nationalstater skal implementere og følge de europæiske rammebetingelser for branchens fremtidige udvikling.
Tillige har de nordiske lande forskellige udgangspunkter, hvad angår erhvervsstruktur, hvilket også spiller ind på de konkrete rammebetingelser i landene. Således er produktionsvirksomhed i forbindelse med telekommunikation mere betydningsfuld i både Sverige og Finland end i Norge og Danmark, hvor de fleste ansatte i branchen er beskæftiget indenfor service.
I takt med, at markeder er blevet åbnet, er der også sket en ændring i de konkurrencebetingelser, som teleselskaber må operere under, hvilket har ført til en betydelig fragmentering men også centralisering indenfor branchen. Fragmenteringen kan især ses i den strukturelle opbygning af virksomhederne, der for at minimere risikofaktoren i den intensiverede konkurrence, har udskilt forskellige tjenester og ydelser til mere eller mindre økonomisk uafhængige datterselskaber. De traditionelle teleselskaber har desuden ekspanderet deres services til også at omfatte tilknyttede brancher såsom internet, informations- og kommunikations konsulentvirksomhed, databehandling og medierelateret services, der alle fun-gerer som autonome enheder under moderselskabets paraply.
Centraliseringsprocessen er tydelig når der kigges på ejerskabsforholdene i branchen, både indenfor Norden men også bredt i Europa. Samtlige af de tidli-gere nordiske monopolvirksomheder, med undtagelse af Telenor i Norge, er nu ejet enten af hinanden eller af multinationale selskaber, der igen ejer andre teleskaber rundt om i verdenen. Tendensen er således den, at der kommer få men store og globale spillere på markedet, der hver for sig opererer med underafdelinger, som ofte er specialiseret indenfor et bestemt område f. eks mobil, bredbånd, fastnettelefoni og/eller internet.
I takt med, at ejerforholdene og strukturen i telekommunikationsbranchen ændredes, skete der en gennemgribende rationalisering i de tidligere monopolselskaber og en kvalitativ såvel som en kvantitativ ændring i kravene til medarbejderne. De nye kvalitative behov går på en radikal ændring i kravene til medarbejdernes kvalifikationer, der med den tekniske udvikling i branchen har betydet en voldsom ændring i jobprofiler. Således har nedgangen i beskæftigelsen for de traditionelle faggrupper såsom teknikerne været stor, mens beskæftigelsen for servicemedarbejdere, specialister og konsulenter har været stigende. Den kvan-titative ændring skal ses i lyset af udliciteringen og fragmenteringen af de tidligere monopolselskaber og indførelsen af fri konkurrence. Dette har medført et skærpet fokus på omkostningsminimering og ressourceoptimering og derfor også på personalenedskæringer.
Boken är utgiven inom samarbetsprogrammet SALTSA